Kurderne og Kurdistan kort beskrevet

Kurderne er et folk hvis historie kan spores tilbage til de gamle medere (samt gutier). Det kurdiske folks skulle derfor eftersigende stamme fra Zagros bjergene, hvor de derfra har spredt sig til de fire moderne nationer, Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien. Netop disse fire dele udgører Kurdistan og bliver på kurdisk betegnet, som følgende:

Bakur (nord), Rojhelat (øst), Başûr (syd) og Rojava (vest) Kurdistan.

Det kurdiske folk har gennem historien oplevet forfølgelser, undertrykkelse og folkemord. På trods af massakrer, som i eksempelvis Dêrsîm, Halabja, Roboski og senest i det vestlige Kurdistan har kurderne formået, at rejse sig og forsætte kampen for frihed og rettigheder. Kurderne blev for første gang omtalt af den græske historiker Xenophon, som også var med da grækerne bekæmpede perserriget. Andre historikere hævder, at kurderne har fået deres navn fra det sumeriske folk, hvilket går længere tilbage.

Kurderne har trods deres hårde vilkår og historie formået at have et befolkningstal på ca. 40 mio mennesker. Det er svært at angive et præcist tal, da de nationer hvori kurderne lever ikke ønsker at opgive det korrekte antal af kurdere af frygt for følgerne. Der er dog ca. 25 mio. kurdere i Tyrkiet (primært den sydøstlige del), 7-8 mio. i den iranske del (primært den nordvestlige del), 6 mio. i den irakiske del (hovedsagelig den nordlige del) og 2-2,5 mio. i den syriske del (nord østlige del). Ydermere befinder der sig mange kurdere i Europa på grund af intimideringen og forfølgelserne de har været udsat for i deres hjemland. Det er værd at bide mærke i, at kurderne er det største folk uden en stat.

Newroz

Legenden om Kawa og Newroz.

Legenden om Kawa hænger sammen med fortællingen om Newroz, som begge har sat sine spor i kurdisk historie og bevidsthed, selv den dag i dag.

Newroz er mere end en fest/ højtid/fejring, det er et symbol på et ønske og håb om frihed og Kawa er dermed symbolet på befrieren, der frelser det undertrykte folk fra en tyran, i dette tilfælde Dahhak.

Ifølge forskelige kurdiske fortællinger havde Dahhak en sygdom, som ikke kunne helbredes. Der voksede slanger ud fra hvert af hans skulderblade.

Djævlen kom så til Dahhak forklædt som en læge og gav ham det råd, at han dagligt skulle smøre to unge menneskers hjerne på sårene. Bøddelen valgte dog “kun”, at henrette et ungt menneske pr. dag og i stedet for et andet menneske, slagtede han også et dyr. Dermed undgik en ung døden hver dag. Selv samme bøddel rådede de unge til at flygte til bjergene.  Da denne flygtningestrøm blev forøget dag for dag mødtes flere og flere forskellige stammer, klaner og grupper i disse bjerge.

Denne folkemængde skulle senere under ledelse af smeden Kawa gøre oprør imod tyrannen og deres undertrykker Dahhak.

Kawa dræber Dahhak og tænder efterfølgende et stort bål på paladsets tag, som et symbol på sejr og et tegn til folket. Derefter tændte flere af de folk der var drevet væk, et bål og heri finder vi årsagen til hvorfor der bliver tændt bål den 21 marts. Det er dermed ikke kun en nytår- og/eller en forårs fest, men et symbol på kampen mod undertrykkelse og et symbol på kampen og ønsket om frihed for kurderne.